Lihme ligger i den vestlige del af Skive Kommune, omkranset af Limfjorden og med den markante, fredede halvø Kås stikkende ud i fjorden. Gyldendal havn og Ålbæk ligger tæt på Lihme.

Signaturfortælling – Lihme Beboet i årtusinder Lihme Kirke anses for at være en af Jyllands ældste stenkirker. Den blev bygget lidt før eller omkring år 1100 og er et særdeles velbevaret eksempel på, hvordan kirkerne så ud i den tidlige middelalder, med kun få ændringer. I området findes også talrige stenalderhøje, der vidner om de tidlige bosættelser langs fjorden. Fjorden, strandene og havnen Gyldendal Lystbådehavn er anlagt, hvor der tidligere blev udskibet tegl fra Hostrup og Gyldendal teglværker. Her ligger en børnevenlig badestrand og i området bag restauranten ligger shelters, lege- og sanseplads og trampestier rundt i området. Nord for Lihme ligger Ålbæk, med campingplads, gode badeforhold og hyggelige, autentiske fiskerhuse. Foreningslivet og fællesskabet Lihmeboerne står sammen om at skabe gode rammer for deres område. Frivillighedsånden styrker samhørigheden og foreningen og fællesskabet er borgernes DNA. For eksempel blev Lihme Medborgerhus etableret og drives i dag helt på frivillig basis. Tilflyttere bliver budt ind i fællesskaberne og kan på den måde hurtigt blive bekendt med området. At der sker meget, kan man forvisse sig om i Lihmebladet, der udkommer hvert kvartal. Et område i udvikling Lihme udvikler sig løbende. Medborgerhuset blev indviet i 2016, områdefornyelsen stod færdig i 2017 og senest har byen, i forlængelse af en visionsdebat, arbejdet med grøn omstilling i husstandene, mobilitetsløsninger og oprettelse af et kontorfællesskab, som alternativ til at arbejde hjemmefra. Signaturfortællingen er udarbejdet i samarbejde med Lihme Borgerforening. Kort med faciliteter i Lihme (kommuneplanen) Lihme - kommuneplan 2020 - 2032