Signaturfortælling – Hem
På det frodige Østsalling
Hem ligger på det frodige Østsalling omkring fire kilometer fra Skive. Egnen er præget af landbrug og enkelte småskove og lunde i lavningerne. Det tager under en halv time at cykle ad den gamle, nedlagte Vestsallingbane ind til Skive by. Denne sti kan også benyttes på gåben.
‘Landsbyen i nærheden’
Der er knap 600 indbyggere i Hem. Men når der er fællesspisning til borgermøderne, dukker der ofte omkring 200 mennesker op. Det er også borgerne, der selv har etableret et korps af by-pedeller, der vedligeholder byens grønne arealer. Byens motto er ‘Landsbyen i nærheden,’ som dels henviser til beliggenheden tæt på Skive by, dels til det sociale liv og sammenhold i byen.
Optimale rammer for børne- og foreningsliv
Der bor mange unge familier med børn i Hem, og her er både skole, børnehave, dagpleje og fritidsordning. Der er et meget aktivt foreningsliv, en del forretninger, småerhverv og kunsthåndværk. Omkring skolen, hallen, børnehaven og købmanden midt i byen er der dejlige aktivitets-, lege- og opholdområder.
Fra jernalderens tid
Store linde- og bøgetræer omkranser byens gamle kirke fra 1150. Og Hems historie kan spores tilbage til den sene jernalder. I forbindelse med en udgravning fandt man resterne af en stor vikingegård nær kirken. Byen er vokset stødt siden 50’erne.
Signaturfortællingen er udarbejdet i samarbejde med Hem Borgerforening.