Signaturfortælling - Grønning
Den todelte landsby – Vester Grønning
I Vester Grønning finder du blandt andet en stor smede- og maskinforretning med god butik. Her ligger også en legeplads med overdækket spiseplads og borde/bænkesæt. Det er her vi spiller bold og afholder årets sommerfest.
Den todelte landsby – Øster Grønning
Øster Grønning ligger naturskønt med udsigt til Limfjorden. Fortsætter du længere udad, kommer du til sommerhusområderne Astrup Vig, med flot natur og stisystemer og det fredede Grønningøre, hvor der er strandoverdrev, skove og badestrand samt primitiv camping med vand, bål- og teltpladser. Mellem Vester og Øster Grønning, ligger forsamlingshuset og kirken.
Med Jenle og kunst i baghaven
Jenle ligger i Grønnings baghave og også her er der flotte vandreture, ligesom du i sommermånederne kan komme på rundvisning i Kunstnerhjemmet. Er du sulten på mere kultur, ligger der i Vester Grønning et spændende, kunstnerdrevet galleri, hvor mere end 20 kunstnere udstiller. Kirken mellem Vester og Øster Grønning er bygget i romansk tid og har en sjælden døbefont fra 1100-tallet.
Naturen og de mange gangstier er Grønnings store aktiv
Her er marker, strand og skov tæt på. Skive Kommune arbejder på at få etableret ”Blue Walk”-stien, der gør det muligt at vandre langs kysten fra Skive til Sundsøre. Når den bliver en realitet, vil det åbne for helt nye naturoplevelser.
Signaturfortællingen er udarbejdet i samarbejde med Grønning Beboerforening.
Kort med faciliteter i Grønning (kommuneplanen)
Grønning - kommuneplan 2020 - 2032