Alder: 26Bachelor: Business Development Engineer (Aarhus Universitet, Herning) Kandidat: Civilingeniør, Teknologibaseret Forretningsudvikling (Aarhus Universitet, Herning) Stilling: ESG-manager med ansvar for bæredygtighed, Stenger & Ibsen Construction (SIC)
Hvor arbejder du?
Jeg arbejder for virksomheden Stenger & Ibsen Construction (SIC). Virksomheden bygger onshore vindmølleparker i hele Skandinavien med kontorer i Danmark, Sverige og Finland. Det er en mindre virksomhed med under 50 medarbejder, hvormed jeg har en stor indflydelse på mit arbejde og min rolle i virksomheden.
Hvordan vil du beskrive din arbejdsplads?
I SIC har jeg rollen som ESG-manager, hvor jeg har ansvar for hele bæredygtighedsdelen af virksomheden. Dette inkluderer vores CO2-regnskab, ESG-strategi og kreative ideer til, hvordan vi kan fremme bæredygtighed i virksomheden og på vores sites i Skandinavien. Blandt andet har vi opstartet et biodiversitetsprojekt på et site i Sverige. Dette er i vores industri en mere kreativ løsning ift. at inkorporere miljøet på en byggeplads, hvor der tænkes på miljøet, som en helhed fremfor blot at tænke på CO2e-besparelser.
Da jeg skulle vælge et job efter færdiggjort uddannelse, var nogle af de vigtigste elementer for mig, at virksomheden havde en flad organisatorisk struktur, at jeg kunne få ansvar og selvfølgelig, at arbejdsområdet var spændende. SIC er indbegrebet af en imødekommende jysk kultur, hvor din CEO føles som en hver anden ansat. Igennem SIC har jeg fået muligheden for at være ansvarlig for et nyt og dynamisk område, som bæredygtighed er, hvor jeg rapporterer direkte til ledelsen. Det for mig gør, at jeg føler, at jeg har en værdi i virksomheden, som motiverer mig lidt ekstra i hverdagen. Med ansvaret kommer der også en løn, som jeg ikke kan klage over, selvstændighed og generelt virkelig gode forhold.
Da jeg startede, havde jeg ikke det store kendskab til byggebranchen. Kombinationen af en mindre virksomhed og den jyske, flade struktur gjorde det muligt, hurtigt at få kendskab til vores processer og opgaver gennem mine søde kollegaer, som har givet mig en ufattelig læringsvækst. Derudover ved ledelsen og min chef hvad mine mål og ambitioner er, som de støtter og hjælper mig med at opnå igennem vejledning og sparring. Kombinationen af dette, min arbejdsopgaver og mit ansvar i virksomheden gør, at jeg har fået et job, som jeg mener er svært at finde i en Storby lige efter endt uddannelse. Det er trodsalt mit første ”rigtige” job efter studie.
Har det betydning for dig at Skive Kommune er en foregangskommune indenfor det grønne område?
Jeg synes, det er enormt fedt at være et sted i Danmark, hvor det grønne område er mere end blot et punkt på to-do listen. Der er læring at hente fra andre virksomheder i lokalområdet, og folk er glade for at dele og sparre, hvilket gør Skive til et spændende område.
Hvilke tiltag kunne du ønske dig, at Skive kommune og klub 78xx laver for at tiltrække og fastholde de unge?
For at tiltrække flere unge tror jeg, at det er vigtigt at afholde nogle uformelle og hyggelige arrangementer, hvor de unge kan få lov til at møde virksomheder og de ansatte uden, at det skal være lange, kedelige PowerPoint præsentationer. I stedet kunne det være interessant med f.eks. en fredagsbar ved forskellige virksomheder, hvor de unge virkelig har mulighed for at opleve mulighederne i Skive igennem dialog med dem, der allerede arbejder her.