Du kan få lån til at dække grundskylden på din ejendom. Bidrag som f.eks. rottebekæmpelse, skorstensfejning mv. skal stadig betales som normalt på den årlige ejendomsskattebillet, fordelt på rater.
Hele loven kan ses her: "Lov om lån til betaling af ejendomsskatter"
Kan du få lån?
Det er ikke alle, der er berettiget til at søge om lån til betaling af ejendomsskat. Har du boligydelseslån, kan der ikke ydes ejendomsskattelån.
Du eller din ægtefælle skal:
- Eje fast ejendom i Skive Kommune.
- Være fyldt 65 år eller være efterlønsmodtager eller modtage social pension.
- Selv benytte ejendommen til beboelse. Ejendommen kan være et enfamilieshus, en ejerlejlighed eller sommerhus.
- Have friværdi i den pågældende ejendom.
Hvis du ejer flere ejendomme, kan du kun modtage lån til én. Ved ejendomme der anvendes til både bolig og erhverv, som f.eks. landbrugsejendom, kan der kun ydes lån til den del af grundskylden, der vedrører beboelsen, som du eller din husstand selv bor i.
Omkostninger og renter
Du har ingen omkostninger ved oprettelse af lånet. For at lånet kan træde i kraft, skal der tinglyses et skadesløsbrev på ejendommen, som kommunen betaler for.
Kommunen tinglyser skadesløsbrevet i ejendommen som sikkerhed for lånet. Der er ikke noget fast minimum eller maksimum beløb på lånets størrelse – men lånet inklusiv renter skal kunne være indenfor friværdien, i den senest fastsatte offentlige ejendomsværdi.
Renten er i 2023 fastsat til 1,53 %. Renten fastsættes en gang om året og beregnes ud fra gennemsnittet på alle udestående realkreditobligationer, af de 12 foregående måneder, pr. 1. oktober det foregående år.
Bemærk: Renten er ikke fradragsberettiget – så du kan ikke trække den fra i SKAT på din årsopgørelse.
Til gengæld gives der et nedslag i påløbne renter, når lånet indfries. Nedslaget ydes kun på renter, der er tilskrevet den 1. januar 2011 eller senere. Nedslaget udgjorde i 2011 33 % og reduceres herefter årligt med en procent indtil nedslaget i 2019 udgør 25 %.
Renten gælder både nye lån, og gamle lån udstedt før d. 1. januar 2011.
Afdrag, indfrielse og overtagelse af lån
Du har mulighed for at afdrage på dit lån eller indfri det.
Dit ejendomsskattelån løber indtil det udgør 95 % af skadesløsbrevet, herefter kan det forhøjes – hvis der er plads indenfor friværdien. Er det ikke muligt at forhøje lånet, skal du betale den årlige grundskyld og de påløbne renter fra det foregående år, indtil lånet er indfriet.
Lånet skal senest indfries ved salg/ejerskifte eller dødsfald. Ved dødsfald kan lånet overtages af ægtefælle, hvis denne sidder i uskiftet bo og opfylder kravene for at modtage lån til betaling af ejendomsskat.
Hvor og hvordan søger jeg om lån?
Der skal søges digitalt om lån til betaling af ejendomsskat.
Du søger via Ansøgning om lån til betaling af ejendomsskatter m.v. Brug linket og log på med dit NEM-ID.
Bemærk desuden, at der er obligatorisk selvbetjening for lån til betaling af ejendomsskat.
Det er i henhold til ”lov om lån til betaling af ejendomsskatter” ikke muligt at klage til anden administrativ myndighed.
Lånet er gældende fra den dato skadesløsbrevet er tinglyst, og skal for at dække en rate være tinglyst inden den pågældende rates forfald. Dvs. ønsker du at søge om lån med virkning fra 1. rate skal tinglysningen have fundet sted inden den 1. januar, og med virkning fra 2. rate inden den 1. juli.
På skattebilletten kan du så fremover se grundskyldsbeløbet, som lånet dækker, og de bidrag du selv skal betale på hver rate. Du vil hvert år inden den 1. marts modtage en opgørelse på dit lån.
Har du spørgsmål, eller ønsker du yderligere information, er du velkommen til at kontakte os.