Her kan du læse mere om mulighederne for at bo i et sommerhus/fritidshus hen over vinteren, bo der fast, samt hvordan du ansøger.

Pensionister og ligestillede har ret til at bebo deres sommerhus/fritidshus hele året Pensionister og ligestillede, der har ejet et sommerhus eller en sommerhusgrund i mindst 1 år, har ret til selv at bo hele året i sommerhuset/fritidshuset, hvilket fremgår af planlovens § 41. Denne ret er personlig og omfatter eventuel samlever og hjemmeboende børn, der bor i sommerhuset sammen med ejeren. Ved sommerhus på lejet grund, skal ejer have ejet huset i mindst 1 år. Hvis ikke du er omfattet af ovenstående regler for pensionister, gælder følgende regler: I perioden fra 1. marts til 31. oktober er det lovligt for alle at bo fast i sommerhus. Vær opmærksom på at du ikke kan registrere din adresse til dit sommerhus, så længe du ejer en helårsbolig. I perioden 1. november til udgangen af februar kræver beboelse i sommerhus en dispensation fra planlovens § 40. Du har mulighed for at ansøge om dispensation til at bo i sommerhus/fritidshus i én vinterperiode, som varer fra 1. november til udgangen af februar. Dispensation kan kun forventes til: Personer der i en periode står uden bolig på grund af hurtigt hussalg, eller som afventer muligheden for indflytning i en ny helårsbolig. Personer som ikke kan opretholde en tålelig tilværelse i deres helårsbolig. Ansøgning om dispensation Ansøgningen skal sendes til Skive Kommune, og indeholde dit argument for at du bør opnå dispensation til helårsbeboelse. Din ansøgning skal også indeholde følgende oplysninger: Adresse for sommerhuset/fritidshuset Navn eller navne på de personer som du ønsker at dispensationen skal omfatte Begrundelse for behov for beboelse i sommerhuset Hvor længe du/I har behov for at benytte huset til helårsbeboelse Ansøgningen sendes til tek@skivekommune.dk, og vil herefter blive behandlet. Skriv venligst din adresse og teksten "ansøgning om helårsbeboelse" i mailens titel. Hvis du har spørgsmål kan du kontakte Amanda Dam Knudsen på telefon 9915 7707.