Den styrkede pædagogiske læreplan har generelt et stærkt fokus på tidlig indsats og børn i udsatte positioner, hvilket ligger i tråd med hensigten for denne handleplan, hvor omdrejningspunktet er fokus på en forebyggende indsats i forhold til kendte risikofaktorer.
Den styrkede pædagogiske læreplan bygger på et fælles pædagogisk grundlag, hvor bla. børnefællesskaber, læringsmiljøer og forældresamarbejde er beskrevet.
I forhold til børnefællesskaber er børn og voksne fælles om at skabe det sociale rum. Leg, læring og dannelse sker i samspil. Balance mellem det enkelte barn og fællesskabet. Forældrene har et medansvar.
I forhold til forældresamarbejde skal samarbejdet være differentieret og baseret på den enkelte families behov.
I forhold til læringsmiljøer er det hensigten, at legen og en legende tilgang til læring, barnets interesser, undring og nysgerrighed, samt det pædagogiske personales viden om at fremme læring og udvikling, er udgangspunktet for de læringsprocesser, som barnet indgår i.
Digital dannelse
I Skive Kommune er der udviklet en digital handleplan med det overordnede mål, at der skal være fokus på børns digitale dannelse og deres tilgang og anvendelse af nye teknologier. Digital dannelse handler om digital adfærd og om at være i stand til at begå sig læringsmæssigt, skabende, socialt, etisk og sikkert i den digitale virkelighed. Digital dannelse kommer ikke af sig selv. Børn skal møde voksne, der tør gå på opdagelsesrejse ind i den digitale verden og opbygge et normsæt for brug af digitale redskaber.
Ledelsen på dagtilbudsområdet skal derfor med udgangspunkt i den overordnede handleplan, lovgivning og egne lokale forhold udarbejde en lokalstrategi med handleplaner for inddragelse og implementering af it og digitale teknologier i hverdagen. Digital dannelse handler om
- Evnen til at forstå og bruge digitale medier.
- Evnen til at reflektere kritisk over digitale medier, deres indhold og opbygning.
- Evnen til at forstå, hvordan man opfører sig socialt acceptabelt på digitale medier.
Ligesom den kommunale handleplan for it og digitale teknologier skal lokalstrategien og handleplanerne tage udgangspunkt i de tre fokusområder: Digitale kulturer og læringsmiljøer, Digitale kompetencer, Digital kommunikation og tilgængelighed og skal indeholde overvejelser om følgende:
Digitale kulturer og læringsmiljøer
- Hvilke roller og ansvar har personalet ift. inddragelse af it og digitale medier, både individuelt men også medlem af et professionelt lærende fællesskab?
- Hvordan arbejder I konkret med digitale teknologier, og hvordan inddrages børnene/eleverne i dette arbejde
- Hvordan sikrer I en fortsat fremdrift i arbejdet med digitale teknologier?
Digitale kompetencer
- Hvordan sikres børnenes digitale parathed og dannelse?
- Hvad er nødvendig kompetenceudvikling hos det pædagogiske personale og ledelsen?
- Hvad er ressourcepersoners roller, mandat og ansvar (herunder deltagelse i kommunale netværk)?
Digital kommunikation og tilgængelighed
- Hvordan sikrer I, at børnene har en god og ansvarlig adfærd med de digitale enheder?
- Hvordan sikres de gode digitale overgange fra dagtilbud til indskoling til mellemtrin til udskoling til ungdomsuddannelse?
- Hvilket fokus har I på den digitale kommunikation mellem forældre-børn/elev-pædagogisk personale (herunder etiske spilleregler og netetik)?
Mobning
Forebyggelse af mobning
Alle dagtilbud reflekterer over, hvordan det pædagogiske læringsmiljø organiseres og tilrettelægges, så det tilgodeser og understøtter ALLE børns læring, også børn i udsatte positioner.
Alle børn udvikler sig i et fagligt kompetent pædagogisk læringsmiljø og i mødet med en velfunderet pædagogisk faglighed. Kvaliteten i interaktionen mellem barn og voksen er særligt betydningsfuld for børn i udsatte positioner. Det pædagogiske personale i dagtilbud har, sammen med andre relevante fagprofessionelle, et ansvar for at støtte børn med forskellige udfordringer og sikre, at alle børn deltager i fællesskabet.
Social udvikling er udvikling af sociale handlemuligheder og deltagelsesformer og foregår i sociale
fællesskaber, hvor børnene kan opleve at høre til, og hvor de kan gøre sig erfaringer med selv at øve indflydelse og med at værdsætte forskellighed.
Gennem relationer til andre udvikler børn empati og sociale relationer, og læringsmiljøet skal derfor understøtte børns opbygning af relationer til andre børn, til det pædagogiske personale, til lokal- og nærmiljøet, til aktiviteter, ting, legetøj m.m.
Børn i dagtilbuddet skal deltage i sociale fællesskaber, hvor de oplever at høre til, og hvor de kan bidrage værdifuldt og relevant til fælles lege, aktiviteter og samvær.
Alle børn, og særligt børn, der længerevarende befinder sig i udsatte positioner, er afhængige af, at det pædagogiske læringsmiljø opfatter forskellighed som en ressource og understøtter muligheden for deltagelse og medindflydelse til fælles glæde og engagement.
Relationer mellem det pædagogiske personale og børnene, der bygger på ligeværd, forståelse og indlevelse
medvirker til, at børnene udvikler selvstændighed og får medbestemmelse, men også til, at børnene får forståelse for andre og betydningen af handlen i fællesskabets og hinandens interesse.
Alle børn har brug for at blive mødt med positive forventninger, fordi det fremmer børnenes gåpåmod og positive forventninger til omverdenen. Læringsmiljøet skal både understøtte børns daglige trivsel og sociale omgang med hinanden, men også bidrage til, at børnene får erfaringer med at begå sig i verden udenfor. Det er særlig vigtigt for sammenhængen til skolen, at børnene har gode erfaringer med at tage initiativ til at indgå i relationer og med at løse konflikter.
Forældresamarbejde
Forældresamarbejde i forhold til inkluderende praksis i dagtilbud
Alle dagtilbud i Skive Kommune har fokus på hvordan dagtilbud og forældre kan samarbejde om barnets og børnegruppens trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Samarbejdet foregår blandt andet via dagtilbud-hjem-samtaler, hente-/bringe-situationer, forældremøder og sociale arrangementer, hvor der er fokus at styrke det sociale sammenhold og relationerne blandt børn og forældre
Alle forældre er forskellige, og det vil være det enkelte dagtilbuds ansvar at facilitere og rammesætte forældresamarbejdet, så forældresamarbejdet bliver differentieret og baseret på lokale traditioner, ønsker og den enkelte families behov.
Dagtilbuddet skal sammen med forældrene afstemme gensidige forventninger til hinanden i forhold til
både det individuelle forældresamarbejde og det mere generelle forældresamarbejde i dagtilbuddet. Det daglige forældresamarbejde i dagtilbud vil skulle bygge på et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde om børnenes trivsel og læring.
Børn i udsatte positioner skal være en betydningsfuld del af børnefællesskabet, ligesom deres forældre er tilsvarende betydningsfulde i forældrefællesskabet.
Samarbejdet med forældrene spiller en central rolle for barnets sociale læring og udvikling. Dialogen mellem forældrene og det pædagogiske personale kan medvirke til gensidig forståelse af barnets perspektiv og det sociale liv i dagtilbuddet med henblik på at understøtte barnets læring
og børnenes indbyrdes relationer og fællesskab. Samarbejde og dialog kan også bidrage til at forebygge mobning.