For at bevare interesse, nysgerrighed og motivation er det væsentligt, at det der arbejders med opleves relevant. Relevans er det ene ben i sammenhængsforståelsen, meningsfuldhed er det andet. Vi skal sørge for, at overgangene i naturfag mellem dagtilbud, skole og ungdomsuddannelser skaber en relevant og meningsfuld sammenhæng for børn og unge.
Didaktiske metoder, som er undersøgelsesbaseret og problemorienteret, er oplagte i naturfaglig erkendelse og forståelse. Det kan skabe tryghed og sammenhæng i overgange mellem institutioner og faser, at metoder, tilgange og ikke mindst sproget omkring metoderne er kendt for det enkelte barn.
Naturfag er for alle og skal være tilgængeligt for alle. Alle børn skal have mulighed for at deltage, undres og være nysgerrige på verden i differentierende læringsmiljøer. Det gælder både for de fagligt stærke og de fagligt udfordrede elever.
Der findes andre strategier i Skive Kommune, der direkte eller indirekte har indflydelse på naturfagene. Naturfagshandleplanen skal i videst muligt omfang hænge sammen med og understøtte andre indsatser, ligesom andre indsatser og tiltag skal kunne ses i arbejdet med strategi for naturfagene.
Mening skabes også med inddragelsen af det omkringliggende samfund, hvor relevansen for at vælge en naturvidenskabelig vej videre i uddannelsessystemet kan findes. Der oprettes formaliserede samarbejder med lokale virksomheder, der kan bidrage relevant til undervisningen i naturfagene, fx ved at stille eleverne overfor aktuelle udfordringer, de skal hjælpe med at løse.
Børn og unge skal opleve, at naturfaglig viden kan anvendes i praksis. Her bliver brugen af læringsambassaden af særlig betydning, da vi her har fokus på praktiske løsninger på praktiske problemstillinger i en problemorienteret og undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning. Samarbejde med andre faggrupper og viden om kvaliteter i andre fag kan også her inddrages i en tværfaglig undervisningskultur.
I Skive arrangerer vi forskellige fællesprojekter for børn og unge med afsæt i naturfag, fx Naturfagsmaraton. Der skal flere og nye projekter til i de kommende år. Elever skal kende disse naturfaglige projekter, og der skal være tilbud til alle aldersgrupper.
I Skive findes mange særlige læringsmiljøer, som f.eks. Læringsambassaden, Vandkantskolen og Brokholm. Med åbenskole har vi et ønske om, at åbne skolen for verden og verden for skolen. De eksterne læringsmiljøer tilbyder både færdige forløb og undervisning, men indbyder også til fælles planlægning i samarbejde med lærere og klasser. Det giver rig mulighed for at planlægge specifikke forløb, der kan tænkes ind i en sammenhæng med hverdagens undervisning på skolen.
Uddannelsesvejledning er også en del af fagene i folkeskolen. Undervisningen i naturfag skal pege på relevante uddannelser inden for naturvidenskab og teknologi og sætte undervisningen i relation hertil. Der sættes fokus på, hvordan folkeskolerne oplyser om og samarbejder med forskellige ungdomsuddannelser, så eleverne hjælpes til at vælge den rigtige vej i uddannelsessystemet, der ikke nødvendigvis er naturvidenskabelig eller teknisk, men kunne være det. Viften af muligheder skal bredes ud – ikke lukkes sammen.