Ifølge Folkeskoleloven skal et barn begynde i skole den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år.
Skive Kommunes dagtilbud og skoler arbejder målrettet med at sikre sammenhæng i overgangen fra dagtilbud til skole. Når et barn forlader et kendt sted og skal starte et nyt sted, skal skiftet opleves som en ny og spændende forandring for barnet. En god skolestart er et fælles ansvar for både forældre og skole.
Hvis I som forældre går i overvejelser om at anmode om en udsættelse af undervisningspligten for jeres barn, skal I tale med jeres kontaktpædagog, da det pædagogiske personale kender jeres barn rigtig godt, kender børnefællesskabet jeres barn indgår i, samt har kendskab til, hvad det vil sige at gå i skole og skolegang i almindelighed.
Dagtilbuddet vil ligeledes tale med jer, hvis de er i tvivl om, hvorvidt jeres barn er klar til at begynde i skole i det kalenderår, hvor undervisningspligten indtræder.
En udsættelse af skolestart med et år skal altid ske på baggrund af en konkret, individuel vurdering af barnet og være begrundet i barnets udvikling.
Anmodning om udsættelse af undervisningspligten
Hvis du ønsker at anmode om udsættelse af dit barns skolestart, skal du:
Tage en samtale med dit barns børnehave
I samarbejde med dit barns børnehave udfylde et vurderings- og anmodningsskema
Hvis der ønskes at anmode om udsættelse af undervisningspligten er leder ansvarlig for at indsende vurderings- og anmodningsskema til Skole- og Dagtilbudsafdelingen senest den 31. januar
Du vil modtage svar på din anmodning via Digital Post senest medio marts
Vejledning og anmodningsskema
Anmodningsskema til udsættelse af undervisningspligten 2025/2026
Vejledning til anmodning om udsættelse af undervisningspligten