Daginstitutionerne er åbne på almindelige hverdage. Almindelige hverdage er defineret som alle dage undtagen lørdage, søndage, helligdage samt den 5. juni (Grundlovsdag) og den 24. december (Juleaftensdag).
Sommerferieuger er også almindelige hverdage. I nogle lokalområder samarbejder daginstitutionerne om pasning i sommerferien ved lavt fremmøde.
Lukkedage defineres som almindelige hverdage, hvor et dagtilbud holder helt eller delvist lukket.
Ledelsen af institutionen kan i samarbejde med bestyrelsen træffe beslutning om afholdelse og placering af eventuelle lukkedage i forbindelse med helligdage, hvor der forventes lavt fremmøde.
På lukkedage kan forældre med et arbejdsrelateret behov, dvs. et arbejde og arbejdstider, der ikke kan rykkes rundt på, få deres barn passet. Forståelsen af et arbejdsrelateret behov er en tillidssag mellem forældre og dagtilbud.
Hvis dagtilbuddet holder lukket eksempelvis i dagene mellem jul og nytår eller fredagen efter Kristi himmelfartsdag, tilbydes forældrene pasning enten i egen institution eller i en anden institution i lokalområdet. Hvis mere end 20% af de aktuelt indskrevne børn har behov for pasning, skal pasning ske i egen institution.
Det enkelte dagtilbud informerer om institutionens lukkedage.