Lindormen er en stor sagnomspunden figur i nordisk folketro. Den har igennem tiderne optrådt i forskellige skikkelser i flere sagn. Et af sagnene siger, at lindormen ligger under jorden lige her i Østsalling.

Sagnet siger, at lindormen har sit hoved under Løverbakke (1), som er en ca. 20 m høj bakke tæt på skellet til Jenle. Lindormens krop strækker sig ind under herregårdene Astrup (2), Nørgård (3) og Eskjær (4). Kroppen ses tydeligt i de spidse bakker i Mogenstrup, Eskjær Skov og Sønder Thise. Lindormens hale er tangen ved Sundsøre (5). Det siges, at lindormen ligger og vogter over herregårdene. Sker der noget utilsigtet, vågner den af sin tusindårsøvn, og da synker Astrup, Nørgård brænder, og Eskjær flyder. Det kan blandt andet ske, hvis der kommer en frue på Astrup, der laver dårlig mad..! Eller hvis Eskjær og Astrup får samme ejer! Sidst lindormen rørte på sig, slog den så kraftigt med halen (altså tangen ved Sundsøre), at de to øer Store og Lille Rotholm (6) blev dannet af det sand, den slyngede op. Så det er store kræfter, der er på spil. Ved Sundsøre Pakhus, hvor Blue Walk slutter/starter, står en træskulptur af lindormen formet i egetræ fra Eskjær Skov. Skulpturen er lavet i 2022 af kunstneren Thomas Lüscher fra Schweiz.