Mogenstrup
Her ved Mogenstrup Strand er et gammelt fiskerleje og fiskerne er, som du måske fornemmer på de gamle fiskerhuse, stadig aktive. Om end kun som fritidsfiskere.
I Skive Folkeblad kunne man d. 6. august 1897 læse at der var fremgang i fiskeriet ved Mogenstrup Strand.”Antallet af fiskere vokser i antal. I år er der 24 fiskere, mens der i fjor kun var 15. Det kan næppe antages at forøgelsen med 9 mand – 3 bådelag – er årsagen til, at fiskeriet i sommer betegnes som sløjt. I den seneste tid har fiskeriet dog givet ret godt udbytte.”
Foto: Fjordfiskere ved båd og spil på stranden, 1910-1920
Foto: Fiskere med båd ved Mogenstrup Strand, 1965
Fiskeriet i Limfjorden før og efter 1825- det var en mørk og stormfuld aften
Man taler ofte om fiskeriet i Limfjorden før og efter 1825. Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 blev hele den østlige del af Nordsøen nemlig ramt af en voldsom storm. Ved Nissum Bredning lige syd for landsbyen Agger brød havet ind over den få hundrede meter brede klit, der adskilte Nordsøen fra brakvandet inde i Limfjordens vestligste ende ved Nissum Bredning. Fra da af ændrede forholdene i den vestlige del af Limfjorden sig over tid fra brakvand til saltvand.
I en overgangsperiode hvor plante- og dyrelivet skulle tilpasse sig de nye betingelser i fjorden, havde fiskerne det vanskeligt. Fra tidligere at kunne fiske efter brakvandsfisk som ål, aborre, brasen, laks og ørred skulle plante- og dyrelivet nu tilpasse sig de nye betingelser.
Da saltvandsfiskene vandt frem, krævede fiskeriet også, at fiskerne omstillede sig til nye redskaber. En stor landvinding for fiskeriet kom, da Jens Væver fra Krejbjerg i Vestsalling i 1848 opfandt snurrevoddet. Væver blev som 92-årig i 1913 tildelt Kong Christian X's sølvkors for sin bedrift.
Fiskerhusene
Fiskeriet i Limfjorden bar præg af, at det var en bibeskæftigelse, som landmænd og husmænd udøvede i fiskesæsonen. Det var typisk de landmænd og husmænd, som boede ret tæt på fjorden. Med fiskeriet skaffede man føde til eget bord, og man supplerende indtægten ved at sælge fisk til andre i området.
Langs kysten i Limfjordsområdet finder man stadig - som her ved Mogenstrup - små byer af fiskerhuse. Der er dog ikke så mange som i 1800-tallet, men de har stadig samme funktion. Her gemte ejeren alt det grej, han skulle bruge til fiskeriet og til vedligeholdelse af grejet. Hvis han selv havde en båd eller havde part i en, lå den trukket op på stranden. Samtidig kunne man også komme i ly i fiskerhuset.
Fiskerhusene var typisk placeret på en strand i nærheden af det sted, hvor man boede og tæt på det sted, hvor man fiskede. Der var egnede forhold til at trække båden op på stranden og flade arealer, hvor man kunne tjære sine garn.