Jeppe Aakjær havde et stort ønske om at blive begravet lige på denne plet, hvor han kunne se over på sit elskede Jenle hver dag.

Jeppe Aakjær døde den 22. april 1930 i haven til Jenle. Området omkring graven blev i 1934 fredet på initiativ af Nanna Aakjær. Hensigten var at bevare graven for eftertiden. Man ser dog tydeligt, at naturen ikke står stille, og at det, der dengang var et lille stykke hedeareal med spredt egekrat, nu er blevet til en høj egeskov - i dag urørt skov, hvor skoven passer sig selv. Gravstenen er lavet af bornholmsk granit. Ud over deres navnedata er Jeppe Aakjærs egne ord indhugget: HER STANDSED DE GLADE KLANGE HER SATTES MIT LIVSENS MAAL DET ER ASKEN AF USUNGNE SANGE DER HVILER I DENNE SKAAL