Ved roden af Grønning Øre findes krat af eg, fyr, røn og ene. Længere ude på odden er ene helt dominerende og yderst ude findes smukke bevoksninger af rynket rose, som blomstrer gennem hele sommeren.
Rynket rose er en invasiv art, som har været flittigt brugt til beplantning i sommerhusområder. Herfra har den spredt sig langs Danmarks kyster. Den klarer sig forbløffende godt i det lidt barske saltvandpåvirkede miljø. Rynket rose stjæler pladsen fra vores oprindelige danske kystnatur, og derfor er den uønsket. Den er svær at bekæmpe, men smuk er den, når den blomstrer i stærke pink og rosa farver og med de orangerøde hyben. Man kan bl.a. lave kager og marmelade af rynket roses hyben, som også er rig på c-vitamin. Det kan være en rigtig hyggelig aktivitet at plukke og klargøre hyben til for eksempel marmelade. Samtidig er du med til en lille, fredelig og smagfuld kamp mod en smuk og uønsket rose.
Hedelyng og revling forekommer her og der. Hvor fjorden har dannet stenede strandvolde findes bevoksninger af kruset skræppe. På strandevoldene langs nordkysten trives en artsrig urteflora.
Fuglelivet på Grønning Øre er særdeles rigt. Mange småfugle er knyttet til naturarealerne og vadefugle, mågefugle og andefugle holder til langs kysten. Den spættede sæl lægger ofte vejen forbi tæt på kysten.
Grønning Øre blev fredet i 1955. Inden for fredningsgrænsen må der ikke finde nogen form for afgravning, opdyrkning eller bebyggelse sted. Fredningen giver offentligheden ret til at færdes til fods på de udyrkede arealer. Der er bænke flere steder, hvor der er mulighed for at nyde en madpakke - husk at tage dit affald med hjem. Hunde skal altid holdes i snor.