Her fra Lyby er der god udsigt mod øst til halvøen Lundø. I middelalderen var Lundø en ø, men efterhånden som havet aflejrede materiale, hævede landet sig, og øen blev landfast med resten af Nordfjends.

I 1231 kaldes øen for ”Lognø”. Logn betyder ”et sted, hvor der er læ eller smult vande”. Man genfinder ordet i Lovns Bredning. Vejen til fastlandet passerede gennem et stort engområde, Lundø Vase, hvor der ofte var oversvømmelser. Vejen blev sikret med diger i 1878, men når vandet står højt i Limfjorden, sker det stadig, at vejen oversvømmes og Lundøboerne føres tilbage til fortiden, da de måtte sejle for at nå over til fastlandet. I de seneste årtier er det sket ca. hver tiende år: I november 1981, i marts 1990 og januar 2005. På en stor del af halvøen er et sommerhusområde, mens der er natur langs kysterne og på den nordlige del af halvøen, som er fredet. Der er flere afmærkede vandreruter på Lundø og to populære badestrande. To odder forgrener sig ud i Limfjorden – mod nord er det Jelse Odde og mod vest Termø. Når vandet ikke står for højt i fjorden, er det muligt at gå ud på både Termø og Jelse Odde. Ofte er det muligt at se sæler, og mange fugle ynder at raste på odderne. Foto: Klyde © Getty Images via Canva.com Øst for Lundø er der et stort EU-fuglebeskyttelsesområde, der omfatter hele Lovns Bredning med tilstødende strandenge. I området yngler forskellige almindelige vandfugle, men også arter som for eksempel klyder. I vinterhalvåret ses store flokke af sangsvaner, ænder og skalleslugere.