På overdrevsbakkerne ved Hagensmølle Bæk et der et væld af spændende og sjælden flora. For foden af bakkerne vokser flere arter af orkidéer.

Vandreruten Ridebanen går rundt om arealet, der afgræsses om sommeren. I bakkerne er der mange spændende arter af blomster - for eksempel den smukke guldblomme og lille kattefod. For foden af bakkerne og langs bækken er der frodige enge. Her vokser flere sjældne planter, bl.a. fire arter af fredede orkidéer – her imellem den meget sjældne purpur-gøgeurt. De lave planter er helt afhængige af, at engen bliver afgræsset. Hvis ikke, vil arealet meget hurtigt gro til med høje urter og siden pil og birk. Foto: Plettet gøgeurt © Getty Images via Canva.com Foto: Kødfarvet gøgeurt © Getty Images via Canva.com Foto: Maj-gøgeurt © Getty Images via Canva.com Orkideer er nogle ret sarte planter, som kun kan vokse med hjælp fra helt bestemte svampe i jorden. Disse svampe hjælper orkidéen med at optage næring, hvilket planten ikke selv kan finde ud af. Dertil kommer, at orkidéerne har svært ved at formere sig. Orkideens frø er meget små, og de har ikke nogen ’madpakke’ til at starte spiringen med, som fleste andre planter. Men her hjælper svampene i jorden og sørger for, at frøene kan komme godt i gang. Der er findes i øjeblikket omkring 35 hjemmehørende, vilde orkideer i Danmark. De er alle fredede, og 22 af dem er rødlistede, hvilket betyder, at de er sjældne og i fare for at uddø. At orkidéerne er fredede indebærer, at man kun må nyde synet af dem og eventuelt fotografere dem, hvor man finder dem. Det er ikke tilladt at plukke dem, grave dem op, indsamle frø eller planter, og man må ikke ødelægge orkidéer. Purpur-gøgeurt Foto: Purpur-gøgeurt © Getty Images via Canva.com Purpur-gøgeurt er en underart af maj-gøgeurten og findes kun i Danmark, England og Irland. Det betyder, at en stor del af verdensbestanden af planten findes i Danmark, og at vi derfor har et helt særligt ansvar for at beskytte den. Udover at planten er listet på den danske rødliste, er den også opført som ansvarsart for Danmark på den danske gulliste fra 1997.