Skive Fjord er cirka 15 km lang fra Skive by i syd til udløbet i Risgårde bredning mod nord. Fjorden er 3 km bred og har vanddybder på op til 5 meter.

Limfjorden Limfjordens form er skabt i et samspil mellem naturens kræfter og de gamle jordlags sejhed. Fjordens former blev skabt af istidens ismasser og store smeltevandsfloder. I dag formes kystklinterne af havets kræfter. Siden stenalderhavet har landhævning afsnøret fjorden fra Vesterhavet og passagen ud mod Vesterhavet sandede helt til omkring år 1200. I middelalderen var der et godt fiskeri i fjorden af fersk- og brakvands fisk som ål, helt og gedde. Agger Kanal I 1825 gennembrød en kraftig stormflod landtangen ved Agger og dannede Agger Kanal. Sand og saltvand strømmede ind i fjorden, og i løbet af en kort årrække ændrede Limfjordens fauna sig fuldstændigt, og saltvandsfisk og muslinger vandrede ind i fjorden. Surf’s up! Skive Fjord er Limfjordens træningsbane for mange af Jyllands bedste windsurfere og er en perle, når det kommer til letvindssejlads. Skive Fjord ligger beskyttet imellem Sallings østvendte højderyg og Lundø og giver et smalt sejlareal på tværs af fjorden og udfordrende vindforhold. Fjordens betingelser udfordrer selv de mest garvede windsurfere, hvilket måske også er grunden til, at Skive Fjord producerer nogle af Danmarks mest vindende windsurfere. Foto: Windsurfer Sæt madding på krogen Limfjorden har et naturgivent potentiale for et helt enestående havørredfiskeri, og Skive Fjord har flere gode fiskepladser med læ, hvor der særligt forår og efterår er gode chancer for at få havørreden på krogen. Du kan se fiskepladserne her: Havørred Limfjorden Foto: Havørred på krogen Havørrederne i Skive-Karup Å Et af de mest berømte havørredvandløb er Skive-Karup Å, hvortil lystfiskere valfarter langvejs fra. Karup Å Sammenslutningen (kaldet KÅS), som er en sammenslutning af 12 sportsfiskerforeninger, arrangerer hvert år en konkurrence om, hvem der kan trække den største havørred på land, og her kommer deltagere til fra nær og fjern. Skive-Karup Å er Danmarks 6. største vandløb og har et opland på hele 762 kvadratkilometer, og den har sit udløb i bunden af Skive Fjord.