Årsagen er dels, at den ligger på en østvendt skrænt ned til fjorden og derfor kommer til at ligge i læ for de vestenvinde, der ellers er så hårde ved egnens plantevækst, og dels har det sin forklaring i jordens sammensætning. Krabbesholmskovens karaktertræer er eg og bøg sammen et bemærkelsesværdigt højt antal asketræer. En del af disse er over hundrede år, hvilket er ret usædvanligt. Egene på Krabbesholm er dog meget ældre end askene. Urørt skov En del af Krabbesholm Skov ligger hen som urørt skov. I urørt skov er skovdriften ophørt, og med tiden får den urørte skov mange gamle træer og døde stammer. Når der er døde træer og stammer i mange forskellige stadier af nedbrydning, giver det plads for en meget stor artsrigdom i skoven. I de forrevne træer finder flagermusen måske en sprække, som den kan opholde sig i om dagen, og insekter bruger træets skader til at finde vej ind til træets indre. Mosser og svampe er almindelige i den urørte skov, især fordi luften ofte er fugtig i de skyggefulde dele af skoven. Flora Det er ikke alene træbevoksningen i Krabbesholm skovene, der har østjysk karakter. Det samme gælder urtefloraen. Her er bl.a. steffensurt og bingelurt iøjnefaldende – disse planter kan i øvrigt være besværlige, da frugterne på begge har en evne til at hage sig fast på tøjet, og de er absolut ikke lette at fjerne, men det er deres måde at sørge for, at arterne kan spredes. Smukke planter er vedbend og kaprifolium, der henholdsvis klatrer og slynger sig op af træstammerne. Navnlig i blomstringstiden er kaprifolium skøn og tiltrækker sig opmærksomheden ikke alene ved sine farvede blomsterstande, men også ved sin duft. Foto: Elfenbens-padderok Ved bækken vokser den store elfenbens-padderok, der ikke forekommer ret hyppigt andre steder i landet. Noget almindeligere er padderokarten, skavgræs, der vokser i store puder i skoven syd for kolonihaverne. Køkkenmøddingen i Krabbesholm Skov I den sydlige udkant af Krabbesholm Skov boede nogle af de første mennesker, der kom til Skiveegnen i jægerstenalderen, og her var fjorden den væsentligste jagtmark. Indsamling af østers og fangst af fisk gjorde, at man for første gang kunne opholde sig samme sted i længere perioder ad gangen. Perioden omtales på verdensplan som ertebølletiden efter undersøgelserne af de berømte skaldynger ved Ertebølle. Foto: Muslingelaget i køkkenmøddingen